Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forfatteren. Mange tak til Sofie for det!
Titel: Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen..."
Forfatter: Sofie Riis Endahl
Sideantal: 316
Udgivelsesdato: 25. maj 2020
Genrer: ungdomslitteratur
Målgruppe: YA
Sprog: dansk
Forlag: Byens Forlag
Stjerner: 4/5
Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen...
Hvert år mødes fem unge to uger i Sydfrankrig. Resten af året mødes de i gruppechatten Le crossiant squad.
Provinsprinsessen Rachel frygter aldrig at slippe væk fra provinsen. Økofreaken Malene får afslag på afslag fra skuespilskolerne og ville ønske, Moder Jord ikke var hendes eneste veninde. Holtekid Freja er træt af at gå i stykker ved ethvert lille vindpust, fordi hendes opvækst som plejebarn har givet hende ar på sjælen. Klogeåge Kåre frygter studenterhuen og forventningerne om, at han skal fra Bornholm til København for at studere. Grønlænderen Piil vender efter et år på efterskole tilbage til Arktis, hvor intet har forandret sig. Det har Piil til gengæld. Hvordan skal han nogensinde fortælle sin familie, at han er blevet kærester med en dreng?
Og hvorfor svarer Freja ikke på Rachels beskeder? Hvad skete der den sidste aften, da de drak nede ved stranden?
Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen er en chatroman om online venskaber og trygheden og begrænsningerne ved de kasser, man putter sig selv i.
Kunne jeg lide den?
Jeg synes bestemt af "Undskyld..." er Endahls stærkeste roman indtil videre. Som sagt i beskrivelsen af bogen er dette en chatroman, altså al teksten og handlingen er udtryk over messenger-samtaler eller ved stories på de sociale medier. Jeg synes det er enormt imponerede hvor god og fuldendt en historie, Endahl kan skabe kun via samtaler. Når bogen foregår over chat-samtaler, kommer der helt naturligt nogle tomme huller, fordi man springer fra karakter til karakter, samtidig med at deres sprog også er fyldt med interne vittigheder og viden om hinanden, men trods dette var det slet ikke svært for læseren at forstå karakterne, deres situation og endda også få noget baggrundsviden om dem.
Jeg var også rigtigt glad for, hvordan Endahl havde leget med formatet ved bl.a. at gøre teksten til det her meget tydelige tekstsprog unge bruger, hvor det ikke nødvendigvis er sætningsopbygningen og grammatikken, der er i højsædet. Endahl har også benyttet sig af lejligheden, ved at have handlingen til at foregå via chat, til at vise hvor let beskeder kan misforstås, fordi man netop ikke ser personen i øjnene man skriver med. Jeg tror dette er en ting rigtigt mange kan relatere til, at man skriver en ting i god mening, og modtageren tager de ord og fordrejer dem helt. Den eneste kritik jeg nærmest kan have til karakternes samtaler med hinanden var, at deres sprog til tider blev lidt for flot, med de meget beskrivende metaforer de brugte for deres liv. Det var en fryd at læse, men i forhold til unges måde at kommunikere på var det nok ikke det mest realistiske.
Den måde læseren lærer karakterene at kende på var udført meget flydende, og der var aldrig et pludseligt info-dump, men du lærte dem langsomt bedre at kende gennem historien og fik viden om dem, når det var relevant - hvilket jeg også var stor fan af.
Jeg kunne også rigtigt godt lide, hvordan alle karakterne har nogle meget seriøse problemer, du som læser sagtens kan forstå, men når de snakker med deres venner ser de det fra et meget egocentreret perspektiv, hvor de alle føler, at de selv har det hårdest, og de andres problemer meget let kan blive løst. Det er et ret interessant emne at tage fat i, for man burde jo i princippet ikke måle andres smerte ud fra ens egen, men det har vi alligevel for vane at gøre som mennesker.
Dette er en gennemgående ting for alle Endahls bøger, men hun formår altid at skrive om meget nuancerede karakterer, hvor hun også repræsenterer mere end den almene hvide dansker, vi læser om så tit.
I "Undskyld..." har vi de hvide danskere, men vi har også en homoseksuel grønlænder, et sort plejebarn og en kristen, ung pige. Jeg synes især, at det var interessant at læse om Piil, da jeg vitterligt ikke kan huske, at jeg har læst om grønlændere i Danmark før og deres forhold til landet. Jeg kunne også rigtigt godt lide aspektet med den kristne pige, da jeg godt kan føle at det at være meget religiøs, eller i hvert fald praktiserende kristen, i Danmark (især som ung) nærmest kan være et tabu.
Jeg kunne også ret godt lide præmisset med, at de her fem unge mødes en gang om året i Sydfrankrig. Der er bare et eller andet hyggeligt og sjovt ved venskaber, der bliver skabt over sådanne korte møder. Hvilket leder mig videre til, hvad man kan kalde et meget moderne problem: nemlig at have nogle fantastiske venskaber online, men i ens hverdag at føle sig ensom fordi de venner er så langt væk. Som en der selv har gået på efterskole, kender jeg alt for godt, at ens bedste venner bor langt væk fra en selv, og at den nærmeste kontakt, man kan have med dem er over skærmen. De venskaber hjælper dog ikke en i ens hverdag, hvor de ikke er der, for man kan sagtens føle sig ensom, trods de stærke venskaber man har.
Som en afsluttende bemærkning vil jeg lige pointere for den uvidende læser, at du faktisk på Instagram kan finde alle disse karakterer og følge bogens handling i deres opslag, hvilket jeg synes er en enorm sej lille ekstra feature til bogen!
Hvis du ikke er så meget til de fysiske bøger, kan jeg også allerede anbefale lydbogen til "Undskyld...", selvom jeg ikke selv har lyttet til den. Jeg har dog lytte til Endahls tre andre bøger og kan sige, at hun altid får produceret nogle fremragende lydbøger, hvor hver hovedperson har sin egen oplæser. Hvis du lytter til bogen, går du jo så desværre glip af de seje billeder - så lav dig eventuel en helgradering hvor du lytter til lydbogen, imens du kan sidde med den fysiske bog!😉😂