Titel: Hovedstolen
Forfatter: Christina Hesselholdt
Sideantal: 110
Udgivelsesår: 1998
Genrer: Punktroman, autofiktion
Målgruppe: voksenlitteratur
Forlag: Rosinante
Stjerner: 3/5
Hovedstolen
”Hovedstolen” består af 50 fiktioner om en barndom. Tiden går ikke, men springer mellem en mor, en far, bedsteforældre, kammerater, ting, steder og begivenheder. De mindste detaljer er vigtige: farver og lugte. Men midt i sanserigdommen tegner der sig alligevel et drama, da faren fortæller, at han skal bo sammen med en anden kvinde og derfor må forlade hjemmet. ”Hovedstolen” blev Christina Hesselholdts gennembrud.
Christina Hesselholdt har skrevet en fragmenteret punktroman, hvor man følger en kernefamilies opløsning, som faren forlader moren til fordel for en anden kvinde, set gennem et barns øjne.
Romanen har et gennemgående fokus på far-datterforholdet. Hesselholdt sætter faren i centrum igennem hele bogen. ”Faren” i romanen bliver både det faderlige, farlige og guddommelige.
Romanen består af en lang række detaljerede sansninger, og det er ikke som sådan kronologien af minderne, der er betydelige for fortællingen, men snarere hvilken historie de har at fortælle, og hvilke følelser de har efterladt hos fortælleren. Minderne kommer væltende efter hinanden hvor det ene afføder det andet. Derfor slutter mange af Hesselholdts kortprosa også noget brat. Ligesom når en voksen kigger tilbage på sit liv, ser man ikke hver eneste lille detalje, men snarere glimt at højde- og lavpunkterne i deres liv. Selvom Hesselholdt dog skriver med en voksens sprogformidling og metaforer, ser man handlingen forløbe gennem barnets øjne. Man ser f.eks. i prosastykket ”Kælken” (s. 20), hvordan man bliver trukket tilbage til det barnlige sind og de barnlige, fjollede iagttagelser.
Hver historie er som et lille indblik i fortællerens liv, og som læser kan man føle, at man får lov til at stå og smuglytte ved den let åbne dør, men man skal være vaks på alle detaljer og sansninger, for døren bliver hurtigt smækket i igen, som man bliver ført videre til det næste minde. Som læser bliver du indviet i fortællerens liv, karakterer og historie og det forventes, at du kender til dette i forvejen. Det er læserens eget job at samle alle de små puslespilsbrikker, man får gennem bogen, for at kunne danne sig et overblik over romanen som en større helhed eller så at sige udfylde de ”tomme pladser”.
De mange detaljer Hesselholdt fodrer læseren med gør også, at bogen kræver meget koncentration at læse. Hvis man lader tankerne vandre, kan historierne hurtigt virke meningsløse. Hvad der dog virkede som meningsløse detaljer kan nemlig senere hjælpe til en forståelse af hovedpersonen og historien som helhed.
Selvom bogen er skrevet for over et årti siden og selve handlingen fandt sted endnu længere tilbage, er historien ikke blevet mindre relevant. Man følger nemlig ikke en opvækst í de glade 70´ere, men snarere en tidløs fortælling om skilsmisse og barndommen. Man skal ikke læse ”Hovedstolen” for at få en tydelig morale og afklaring om historien, som du ville et eventyr, man skal i stedet læse denne roman for at få en fortælling om barndommen og et ungt liv. Romanen maler ikke onde og gode mennesker frem, men blot mennesker der alle har fejl og mangler, men også gode sider.
”Hovedstolen” kan virke monoton, triviel og som en værre omgangs dagligdagsligegyldigheder, men det er en roman til læseren, der vil gå på opdagelse mellem brudstykker af en barndom.
Comments