Den her anmeldelse af Kvadrantiderne er fra 3. januar 2020, men jeg har valgt at opdatere den i forbindelse med #spektrumreadalong. 💚
Titel: Kvadrantiderne
Serie: Spektrum
Nr. i serien: 4/9
Forfatter: Nanna Foss
Udgivelsesdato: oprindeligt (Tellerup): 15. november 2019
ny udgave (Gyldendal): 8. oktober 2020
Genrer: Fantasy, LGBTQ+, sci-fi (paranomal)
Målgruppe: YA (men alle burde nu læse serien!)
Forlag: oprindeligt: Tellerup, nyt: Gyldendal
Stjerne-rating: 5/5 stjerneskud
Blev hvirvlet ind i Noahs drømme i Kvadrantiderne
Noah er en karakter vi i Spektrum har vidst havde mere bag den sorte, hårde facade end han ville give udtryk for, men vi har aldrig fået gisninger om hvad der helt præcist skulle gemme sig der - indtil nu.
Noah lyver. Han holder sig vågen. Han sårer folk for at beskytte dem.
Drøm og virkelighed blandes sammen i "Kvadrantiderne", og det er ikke kun farligt for Noah, men også dem omkring ham.
Tidsrejserne bliver farligere og mere afgørende, og når Noah endelig får en pause fra dem leder hans drømme ham igen tilbage til lysningen. Med buen i hånden. Klar til at dræbe personen med den violette trøje.
Noah knuser og healer dit hjerte i en og samme bog
Det kommer til at være utroligt svært at samle mine tanker om den her bog i en sammenhængende og spoilerfri anmeldelse, men jeg vil gøre mit bedste!
Spektrum har altid været en fantastisk og kompleks serie, men "Kvadrantiderne" har virkelig taget serien til et next level (hvem ved, måske er de leveled up på grund af alle de spil Noah spiller?😂) .
Der er ikke en eneste tilfældig sætning i den her bog. Enten får du nye informationer om mysterierne, ellers bliver du endnu mere viklet ind i dem og forvirret! Måske er sætningen der også bare til at knuse dit hjerte (i sjældne tilfælde sker det også, at sætningen føjer dit hjerte og giver dig bare lidt bittersød romance) - i hvert fald: hver eneste fucking (jeg tænker godt, jeg kan bruge det ord i den her anmeldelse, når det nu er Noahs bog) sætning i den her bog har et formål. Allerede her er bogen fantastisk, men det bliver bedre.
Når nu vi allerede er kommet ind på bandeord, må jeg tage hatten af for Nanna Foss, og jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det her om en bog, men aldrig er bandeord blevet inkorporeret så godt i en tekst før!
Lad os nu snakke lidt om Noah. Åh kære Noah. Aldrig har en hovedperson leget så meget med mit hjerte og min hjerne. Et menneske kan altså kun klare så og så mange plot twist, før de bliver sindssyge.
Havde jeg lyst til at kaste med Noah et par gange? Ja.
Gjorde jeg det? Nej, for jeg blev nødt til at læse videre ASAP.
Der opstod en helt ny følelse af ubehag ved at læse Noah - for der var virkelig et tidspunkt, hvor jeg nærmest havde kvalme, jeg havde lyst til at råbe og kaste med bogen og kunne ikke andet end at læse videre. Aldrig nogensinde er jeg før kommet ind i en karakters hjerne som på samme måde som med Noah, og aldrig før har det været så forfærdeligt fantastisk en oplevelse. Til sidst turde jeg slet ikke stole på de ord, jeg læste. Jeg stolede ikke på Noah som fortæller, og hvis det ikke er en god måde at sætte læseren ind i Noahs hoved, så ved jeg ikke, hvad er.
Jeg elskede Noah som karakter, inden han fik fortalt sin egen historie, men jeg elsker ham om muligt endnu mere nu, når jeg kender til hans baggrund og alle han bløde, hårde og fucked up sider.
En anden ting der skete for mig i den her bog var, at jeg ændrede mening om to personer, jeg shippede. Det sker aldrig. Når jeg har sat to personer på en båd, sejler de lige meget, hvad forfatteren vælger at stille op med dem. Men så kom "Kvadrantiderne", og ændrede mit bogormeliv for altid. Så jeg hev min båd i land fra Ursiderne læssede min ene karakter af for at velkomme en ny om bord. Nu er mit ship til gengæld sejlet, så nu er det nix pille ved det!
Har jeg kørt den båd metafor lidt for langt ud nu? Okay let´s move on!
Som sagt "Kvadrantiderne" har hevet Spektrum-serien op på et nyt level. Samtalerne mellem karakterne virkede så flydende, levende, fyldestgørende og betydningsfulde i den her bog. Ikke at samtalerne på nogen måde har været dårlige i de foregående bøger, men i Noahs bog føltes det virkelig som om, karakterne og deres forhold til hinanden kom til live.
Plottet var som altid sindssygt forvirrende, men på den bedste måde. Du bliver hevet frem og tilbage mellem mareridt og virkelighed, og som læser ved du aldrig helt i hvilken version, du befinder dig (dette bliver dog lettere ved genlæsning).
En (ud af mange) ting jeg også elskede denne bog for var at give lidt mere plads til Emilie som karakter. Hun er en stille person, og derfor kan hun også let komme til at gemme sig lidt i baggrunden, når det ikke er hendes historie, vi følger. Men Emilie kom virkelig frem i den her bog, og det var så dejligt at se hende noget mere! Og man kan vist også roligt sige, at hun medvirker i nogle scener, der er ret episke på alle måder...
En ting jeg er kommet til at tænke på efter at have færdiggjort Noah er også, hvordan Spektrum bøgerne på en og samme tid overhovedet ikke hænger sammen, og så alligevel passer perfekt til hinanden. Der er så mange plot point i den her serie, og der bliver konstant tilføjet flere, men hver bog har indtil videre haft sit eget plot tilpasset til karakteren, vi følger samtidig med, at serien har et overordnet plot og mysterie.
I Leoniderne mødte vi for første gang Emilie og tidsrejserne. Emilie fortæller en historie om at finde sig selv, og hvem man er.
I Geminiderne har vi Pi og får lige pludselig mødt nye tidsrejsende. Pis historie er en kærlighedshistorie (en tragisk en af slagsen jovist, men stadig en).
I Ursiderne lærer vi Nasrin at kende og dykker ned i mysteriet om Iris. Nasrin fortæller os en historie om sorg.
I "Kvandrantiderne" kommer vi endelig ind i Noahs hjerne og . . . ja så må du jo læse bogen 😉.Men Noah fortæller på mange måder en historie om at acceptere sig selv.
Så hver bog i Spektrum serien har indtil videre haft hver sit plot tilpasset fortælleren, imens vi naturligvis arbejder på at løse det store mysterium. Og det er bare endnu en ting, jeg synes er så fedt og elsker ved Spektrum, og jeg kan ikke vente på femmeren, og se hvad den har at byde på!