Titel: Wayward Son
Serie: Simon Snow
Nr. i serien: 2/3
Forfatter: Rainbow Rowell
Sideantal: 356
Udgivelsesdato: 24. september 2019
Genrer: Fantasy, LGBTQ+
Målgruppe: YA
Sprog: Engelsk
Forlag: Pan Macmillan
Stjerner: 3/5
Wayward Son
Simon Snow gjorde alt, han skulle. Han slog skurken. Han vandt krigen. Han blev endda forelsket. Så nu kommer den gode del ikke? Nu kommer og de levede lykkeligt til deres dage ende...
Så hvorfor er det at Snow ikke kan rejse sig fra sofaen? I følge hans venner har han brug for at se noget nyt. Han skal bare se sig selv i et nyt lys. Og det er sådan Snow, Penny og Baz ender i en vintage convertible, på road trip på tværs af Amerika.
De finder ballade, naturligvis (drager, vampyrer, idioter med pistoler og den slags.)
Og de farer vild. De farer så vild, at de begynder at undre sig over, hvor de overhovedet var på vej hen i førte omgang... Med "Wayward Son" har Rainbow Rowell skrevet en bog, for alle der nogensinde har undret sig over, hvad der sker med den udvalgte efter, at han har reddet dagen. Og en bog for alle der er mere nysgerrige efter det andet kys end det første. Kom nu, Snow. Dit helteeventyr er måske slut - men dit liv er kun lige begyndt.
- løst oversat fra Goodreads
Kunne jeg lide den?
Lad mig starte med at sige at jeg elskede Carry On til døde! Carry On sluttede dog som en bog, der ikke var ment at blive tilføjet mere på, og det kan godt mærkes i "Wayward Son". Det er svært at skulle lukke en historie op igen, som man allerede har lukket, og det er desværre ikke lykkedes så godt for Rainbow Rowell her.
Den første side var fantastisk. Som i virkelig god, fængslende og mystisk. Fra side to gik det stærk nedad. Det virkede ikke til, at der var noget handling eller plot. Jeg kunne ikke føle karakterne, og jeg kedede mig i det hele taget bare rigtigt meget og var møjj (jysk accent) skuffet.
Fra side 200 begyndte der dog at ske noget. Der kom mere action, plot og mysterie ind i det, og vores karakterer begyndte at ryste deres papfigurstilstand af sig, og jeg begyndte faktisk at nyde bogen og glæde mig til at læse videre!
Bogen havde en anden ret interessant ting over sig: der var blevet byttet om på prologen og epiologen. Så epilogen var det du læste først og prologen kom til sidst i bogen.
Se dette fungerede super godt i starten af bogen, da epilogen helt slog dig ud som læser, og gjorde dig møjj (jysk accent) forvirret og oprørt. Dog kunne jeg slet ikke få det til at passe med prologen til sidst. Prologen er nemlig bare en epilog, de har navngivet en prolog. Handlingen tager nemlig ikke sted før bogens handling, men efter . . . så det var en lidt ærgerlig ting at slutte på, da det gjorde mig lidt skuffet (igen, igen, igen). Tricket med epilogen til start elsker jeg nu stadig!
Så alt i alt blev jeg skuffet over bogen, men kunne stadig godt lide den nogle steder, og jeg skal helt sikkert læse treren, når den engang udkommer!