Titel: Den Halves arv
Serie: Grænsen til Trafallas
Nummer i serien: #1
Sprog: Dansk
Sideantal: 466
Forfatter: Julie M. day
Forlag: Skriveforlaget
Genre: Fantasy
Stjerner: 2/5
Den halves arv
Grace stifter en dag bekendskab med en mystisk skriftrulle, hun ikke kan læse, men alligevel føler hun sig draget mod den.
Samtidig kommer der også en fremmed til byen, som tilsyneladende følger efter Grace.
Snart bliver Grace viklet ind i den magiske verden Trafallas affærer, og havner hos en familie i landet.
I Trafallas er Grace stærkt ønsket af nogle, imens andre hellere vil have, at hun forsvinder fra landet. Men hvem kan hun stole på, og hvem er de gode og onde?
Var den god?
Jeg gik ind til den her bog uden rigtigt, at vide hvad den handlede om, men jeg havde virklig store forventninger til den, da jeg havde set den omtalt så mange steder på Bookstagram og hørt så mange fantastiske ting om historien, desuden er dens cover jo også sindsygt smukt og mystisk!
Desværre var bogen ikke lige et godt match til mig, og jeg nød den ikke særligt meget.
Jeg synes, starten var ret sløv, og selvom jeg havde læst, at mange bare synes, at den her bog havde været en pageturner, følte jeg ikke på noget tidspunkt i bogen trangen til, at jeg bare SKULLE læse videre.
Der var også bare et eller andet ved skrivestilen, jeg ikke var så stor fan af. En ting var, at der i starten var afsindigt mange udråbstegn, men nogle gange synes jeg også bare at ordstillingen var mærkelig. På den anden side har jeg også hørt mange rose skrivestilen, så måske kan jeg af en eller anden grund bare ikke lide det alle andre elsker.
Det var også meget tydeligt, da Grace møder hendes kærlighedsinteresse i bogen, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg læste det, for det er bare så . . . kliché med beskrivelsen og førstehåndsindtrykket.
Desuden shippede jeg ikke Grace og hendes kærlighedsinteresse. Overhovedet. Jeg følte ikke, at han var særligt sød overfor hende, og så synes jeg også, at det var meget insta-love, (men det kan godt være, at det bare er sådan det fungerer i Trafallas?)
En anden ting der irriterede mig, var alle de tårer! Jeg følte hele tiden at Grace græder, snøfter eller har en klump i halsen. Og det er helt okay at have et par sammenbrud - for ja det sker jo ligesom nogle ting for hende, men jeg gad bare godt at se hende reagere lidt anderledes nogle af gangene.
Jeg havde også læst, at der skulle være en mega cliff-hanger i slutningen, og jeg kan da godt se, hvad der skulle have gjort mig chokeret og alt det, men jeg følte bare ikke rigtigt noget . . .
Til den positive side kunne jeg rigtigt godt lide Fera, hvis navn jeg ikke kan stave til, og bogen blev også en del bedre efter sådan 340 ca.
Selvom jeg ikke var den store fan af den her bog, tror jeg nu stadig, at jeg vil læse bog 2, og selvom jeg personligt ikke kan anbefale den, så hvis du synes, beskrivelsen lyder interessant, synes jeg, at du skal tjekke bogen ud - for der er virkelig mange, der har elsket den her bog!