Titel: De Dør Begge Til Sidst
Original titel: They Both Die At The End
Sideantal: 319
Forfatter: Adam Silvera
Genre: YA, contemporary, Glbt
Stjerner: 3/5
De Dør Begge Til Sidst
Mateo og Rufus får begge et opkald fra Dødrådet ved midnatstid. De skal dø i dag. De ved ikke, om de har 10 minutter tilbage eller 10 timer tilbage, de ved bare med sikkerhed, at de skal dø i dag.
Men det kan da ikke passe, at livet er så uretfærdigt!?
Mateo har ikke engang nået at leve endnu, han har knap nok at sine ben udenfor hans lejlighed.
Og Rufus ville måske ikke være gået så meget op i at jagte Peck ned, bare fordi han havde stjålet hans ex-kæreste, hvis han vidste, at han skulle dø selvsamme dag.
Tiden er knap. Kan de to drenge nå at finde hinanden, meningen med livet og kærlighed inden for en dag?
Kan man leve et helt liv på et døgn?
Var den god?
De Dør Begge Til Sidst var ikke en page-turner for mig, men jeg nød den alligevel. Jeg synes, at moralen i bogen er meget vigtig: At leve vær dag som om at det er den sidste.
Specielt elskede jeg forordene fra Adam Silvera, her får du af vide hvorfor han skrev bogen, og hvordan den ændrede ham. Det gør noget helt særligt for historien, når man hører om forfatterens egen tilknytning til historien.
Adam Silvera har homoseksualitet med i alle hans bøger, men det er nok i De Dør Begge Til Sidst, at det er mindst tydeligt. Her bliver emnet om homoseksualitet egentligt ikke taget op, udover meget hurtigt til sidst i bogen, det er der ligesom bare. Jeg tror, at det er meget vigtigt at have to slags bøger om homoseksualitet: En hvor man ikke taler om det, da det bare er en naturlig del af bogen, og en hvor man taler om det og skal finde accept med andres eller sin egen seksualitet. Adam Silvera har skrevet begge dele. (Rigtig godt om jeg må tilføje).
Du får tidligt i bogen fortalt, at Rufus er biseksuel, men du får ikke rigtigt noget af vide om Mateo.
Og ja du kan jo godt regne ud, at det er en kærlighedshistorie om de to, så han er jo nok homo- eller biseksuel. Men du får det aldrig rigtigt af vide med ord, der er små hints steder i bogen, men det er det. Og det kan jeg virkelig godt lide! Det er ikke nogen stor ting, om han er homoseksuel eller ej - han er det ligesom bare.
Noget jeg først så, da jeg næsten havde læst bogen færdig, var at Mateo og Rufus skygger former manden med leen - hvis du har fulgt med i et stykke tid på bloggen, ved du, at jeg elsker, når forsiderne har små let skjulte detaljer i sig!
Jeg græd ikke til den her bog - for som jeg også har hørt andre boganmeldere sige: Man ved jo godt, hvordan den slutter. De dør. Og ja det er virkelig trist, og jeg blev også trist, da jeg læste det, men jeg fik bare ikke den overraskelses-sorg, du kan opleve i andre bøger. Men det er nu ikke fordi, jeg ikke ville have vidst det i forvejen, for jeg synes, at titlen er så fed!
Velkommen til 2018 forresten!