Den her anmeldelse af Ursiderne er fra 2017. I forbindelse med #spektrumreadalong har jeg valgt at opdatere den.💙
Titel: Ursiderne
Serie: Spektrum
Nr. i serien: 3/9
Forfatter: Nanna Foss
Udgivelsesdato: oprindeligt (Tellerup): 16. september 2017
ny udgave (Gyldendal): 8. oktober 2020
Forlag: oprindeligt: Tellerup, nyt: Gyldendal
Målgruppe: YA
Genrer: Paranormal sci-fi, fantasy, YA
Stjerne-rating: 5/5 stjerneskud
Nasrins mørke indhyller meteorstormen Ursiderne
For syv år siden døde Nasrin og hendes mor. Den ene døde bare lidt mere end den anden, for en mørkhåret dreng kom og reddede Nasrin.
Syv år senere ser hun den samme dreng, men nu er han pludselig blind.
Blot efter én skæbnesvanger berøring får Nasrin ar i hendes håndflader og bliver viklet ind i de tidsrejsendes tidsspind.
Det er alt sammen dybt latterligt, lige på nær hvis svaret på det spørgsmål er ja. Spørgsmålet om man kan ændre fortiden. For hvis man kan er der en begivenhed i Nasrins fortid, hun gerne vil ændre. Hvis hun kan ændre det, er hun villig til at hoppe med de andre tidsrejsende ind og ud af fortiden. Ned i elevatorer og hemmelige laboratorier. Usynlige mysterier og stjålne smykker.
Nasrin skal dog ikke kun flygte fra tiden, hun skal også flygte fra sit eget mørke, og kan det lade sig gøre?
Find dine Kleenex frem for Ursiderne vil starte en storm i dine følelser, og dine dæmninger vil flyde over.
Mange flere mysterier kommer på spil i treeren til Spektrum-serien, og Nasrin kommer til at stjæle hele dit hjerte, selvom det meget vel kan vise sig at være farligt. 💙💔
Er stormen stilnet af? 🌊
Er stormen stilnet af? Har jeg nogenlunde styr på mine følelser igen? Ja, det tror jeg.
Nasrin rørte mig mere end nogensinde før her ved min tredje genlæsning, og jeg tror i høj grad, at det skyldes, at jeg kunne fokusere på hendes historie i stedet for at være hundrede procent indhyllet i alle mysterierne og teorierne (selvom detektiven selvfølgelig stadig kørte på højtryk i min hjerne!). Selvom jeg kendte historien og handlingen, havde jeg stadig et behov for at skrige en gang i mellem. Nogle gange af glæde. De fleste gange af frygt eller blot overload af følelser.
Vi møder først Nasrin for alvor i Ursiderne, og alligevel formår Nanna Foss at gøre et fænomenalt arbejde med at investere læseren i karakteren.
Var bogen god? Nej.
Den var fantastisk.
Alt er så gennemtænkt og forfærdeligt indviklet. Der er plot-twits out of nowhere, og dem der nøje er gennemtænkt og lagt foreshadowings til helt henne fra Leoniderne.
Der er personer, jeg kan huske, at jeg shippede, første gang jeg læste bogen, som jeg slet ikke ser noget med mere... (*host hos*t AlbanxNasrin)
Alle karaktererne er så forskellige i personlighed, udseende og væremåde og de komplimenterer hinanden så fint.
Udover hvordan de er som karakter i Spektrum, træder de også bare ud som særligt interessante karakterer i litteratur generelt hvor let´s be honest mange karakterer minder om hinanden i væremåde og udseende. Men ikke her. Her har vi karakterer med dybder, der faktisk føles ægte.
Har vi skreget over layoutet endnu? Nej. Okay så lad os gøre det!
Layoutet i Ursiderne skiller sig ud fra alle de andre bøger i Spektrum-serien og litteratur generelt.
Der bliver leget med farver, sætningskonstruktioner og helt klart leget med læsernes følelser!
Opsætningen gør, at man læser teksten helt anerledes og trods, at jeg godt kan se, at det fungerer bedst i papirformat og bedre for nogle læsere end andre, synes jeg, at det er så fantastisk. Det er et utroligt godt redskab til hurtigt at få læseren ind i Nasrins hoved og se verdenen med hendes øjne.
Herunder er to eksempler på det anderledes layout i bogen, og er det ikke bare smukt?
(De burde ikke være alt for afslørende for handlingen)
Vi taler heller ikke om slutningen...
Jeg siger bare, at dem der læser Spektrum for første gang nu skal prise sig lykkelig for, at de ikke skal vente på Kvandrantiderne, der ikke bliver en mindre vild og mindfucket rejse end Ursiderne.