top of page
Forfatters billedeSofie Amalie

Høflighedsspørgsmål & retursvar


Lad os nu sige at du har sovet rigtig dårlig. Vendt og drejet dig hundrede og sytten gange. Vågnet hvert femte minut. Om morgenen får du så spørgsmålet: "Har du sovet godt?". Hvad ville du svare? Jeg ville svare: "Ja". Det har jeg i hvert fald oplevet, at jeg har gjort op til flere gange. Men hvorfor svarer jeg "Ja", når jeg ikke mener det?

Hvis jeg nu havde svaret "Nej", skulle jeg selvfølgelig nok ud i en længere forklaring med hvorfor og hvordan, jeg ikke havde sovet godt. Muligvis er det bare mig, men det gider jeg ikke. Så for mig er svaret altid "JA!".

Gider dem der nu spørger overhovedet at høre det rigtige svar? Nu kan det godt være, at jeg kommer til at virke lidt kold og kynisk, men hvis jeg spurgte nogle, om de havde sovet godt, er jeg ikke helt sikker på, om jeg er interesseret i svaret. Det får mig bare til at tænke, at andre dybt inde i sig selv nok også er ret ligeglade med svaret, og er det så ikke bare et høflighedsspørgsmål?

Har folk overhovedet tid til at gå op i svaret i dag? Lige at sætte sig ved morgenbordet med en kop kaffe, og snakke om ens nat. Det har vi ikke om morgenen i min familie, vi har kun tid til et "Har du sovet godt?" og et "JA!". Men hvis folk ikke har tid til at gå op i svaret, hvorfor så spørge? Bare for at være høflig, og lave en lille ordudveksling?

Men er det så ikke i bund og grund lige meget at sige ens mening? Det er jo ikke fordi, at fortælle det rigtige svar gør, at de kan skrue tiden tilbage og give dig en bedre nat. Det er selvfølgelig også meget hyggeligt at have den ordudveksling men jeg kan ikke lade være med at synes, at den er meningsløs, når man på en måde lyver om svaret, og muligvis ikke er oprigtigt interesseret i det, man spørger om. Gider de virkelig at høre svaret?

Nu kan jeg jo ikke læse andre folks tanker så måske går de virkelig op i deres spørgsmål. Jeg skal heller ikke begynde at gøre mig klog i ´godmorgen spørgsmålet´ - måske er det bare mig, der ikke lægger så meget betydning i det? Men i bund og grund er min pointe bare, at alle de høflighedsspørgsmål vi stiller i løbet af en dag, og de retursvar vi muligvis giver for at opfylde det personen vil høre, er meningsløse for mig.

Spørgsmålene jeg specielt tænker på er: "Har du sovet godt?", "Hvordan var din dag?" og "Hvordan går det?". Det er nogle jeg spørgsmål jeg får og stiller selv. Men er det nogle, hvor høflighedsspørgsmål og retursvar er gældende? Det synes jeg. Igen virker jeg nok lidt kold og kynisk, men når jeg først har stillet spørgsmålet, har jeg på en måde allerede hørt svaret. Derfor stiller jeg dem ikke så tit, for jeg synes som sagt, at det er meningsløst.

Når jeg stiller dem nu, mener jeg det faktisk, jeg siger det ikke for at være høflig. Men når folk spørger mig, siger jeg stadigvæk "JA!". Jeg siger stadigvæk, hvad de vil høre, så de ikke behøver at bruge deres tid på at snakke om noget, de ikke er interesserede i.

For mig er det muligvis en dårlig vane, men svaret kommer, før jeg har fået tænkt over det - jeg giver et retursvar. Jeg ved ikke, om de stiller mig et høflighedsspørgsmål. Ligegyldigt om de stiller mig et høflighedsspørgsmål eller ej, får de i hvert fald et retursvar fra mig.


9 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page