Jeg blev konfirmeret den 3. Maj 2015, det var i vært fald den dag, mine venner og familie kom i kirken, og så mine venner, og jeg gå igennem alle ritualerne for, at vi til sidst kunne kalde os kristne. Hvor det denne gang var vores eget valg. Vores eget ord.
Et par dage før vores konfirmation havde vi en generalprøve, hvor vi gik igennem alle ritualerne til vores konfirmation. Vi kom op til alteret, og lagde os på knæ, fik en hånd på hoved, sagde vores konfirmationsord. Det vil sige at den eneste forskel på den dag og min egentlige konfirmationsdag var, at der ikke blev sunget salmer, eller at min familie var der til overvære det hele.
Jeg er nu ret glad for, at generalprøven var der, for da det blev min tur til at gå op til alteret, knækkede jeg fuldstændigt sammen af grin, og jeg grinte igennem hele ritualet. (Heldigvis gjorde jeg det ikke på selve dagen).
Muligvis er det derfor, vi havde en generalprøve, så der ikke skete de slags ting, der nu skete for mig.
Jeg kunne dog ikke lade vær med at føle, at da jeg gik fra kirken, var jeg lige blevet konfirmeret. For som sagt var den eneste forskel manglende salmer og "vidner".
Og det fik mig til at tænke på, om det er øjeblikket der tæller, eller når folk kan bekræfte, at det er sket.
De Sociale Medier som f.eks. Facebook og Instagram hjælper os meget med at ´bevise´, at tingene faktisk er sket.
Når jeg har lavet nogle negle, jeg er stolte af, tager jeg jo også et billede af dem, og ligger dem på Instagram.
Jeg lagde også engang et (dårligt) billede op, af en kage jeg havde bagt, og ja kagen var lækker, men jeg kunne lige så godt have holdt dens lækkerier inden i familien i stedet for at dele det med Gud og hver mand. En kage er en kage ikke ligefrem noget spændende!
Der er også de mennesker, der altid lægger det op på Facebook, når de har motioneret. Flot du holder dig sund, men jeg tror du forbrænder de samme kalorier ved ikke at dele din 7 kilometer lange løbetur med os.
Jeg har også flere gange oplevet mennesker sige noget godt/flot de har gjort og så slutte af med: "Men der var desværre ikke nogen til at se det", som om at det så ikke galt alligevel som en begivenhed der fandt sted.
Det minder mig lidt om den træ-filosofi: Hvis et træ falder i en skov uden nogle vidner, laver den så nogen lyd?
JA! Selvfølgelig gør den det, man kan måske ikke bekræfte det, men det gør det ikke mindre virkeligt, at et træ laver en lyd, når det falder.
Og jeg kan da sagtens se på den anden side, at ting føltes bedre, når du får like, kommentarer og beundrende mennesker, men hverken fra eller til gør det mere virkeligt - eller uvirkeligt.