Når du drømmer stort...
Jeg må ikke være den eneste, der har høje ambitioner om min fremtid.
Spørgsmålet du altid bliver stillet er: "Hvad vil du være, når du bliver voksen?". Jeg vil selv sige, at det er et privilegium, at jeg altid har haft en plan, om hvad jeg ville. Nogle aner det stadig ikke, nogle voksne aner det stadig ikke, nogle børn stresser helt over spørgsmålet.
Og så er der selvfølgelig altid, når man er barn, og siger ting som: prinsesse, fodboldspiller, kendt . . .
Men hvad hvis man ikke er lille mere, og ens hjerte stadig hvisker sådan nogle drømme? At det man ønsker at leve af, er det en lille bitte tiny procentdel af befolkningen, kan leve af... Hvad gør man så?
Og hvad hvis man ønsker at lave ting, man er bange for at blive dømt for?
Jeg ved ikke i hvor mange år jeg snart har haft min passion for ord, men det bliver ved med at gro større og større!
Hvis jeg selv kunne bestemme, ville jeg leve af mine ord. Jeg ville leve af min kreativitet - af mine evner. Og så er der de dage, hvor man går ned i et lille hul, og ens indre stemme siger: "Men er du virkelig så dygtig? Har du overhovedet talent? Har du det, det kræver?".
En stor ting ved mine drømme er, at det kommer ud i verdenen. At det bliver set. At det bliver hørt. Det er noget af det, jeg vil mest ved jobbet, men samtidig også det jeg frygter mest.
At lave den her blog var et STORT skridt for mig, men så alligevel ikke. For ved dem jeg elsker, at jeg har den her blog? Nej. Ikke andre end min aller aller nærmeste familie. Jeg tør ikke engang at sige til min familie, at jeg har en blog.
Hvordan skal jeg så turde skrive til en hel verden? En hel verden der nok skal have folk, der fortæller mig, at jeg ikke er god nok. Der nok skal udpege alt det, jeg selv frygter.
Alt det her skriver jeg, i mens jeg faktisk skriver til hele verden, men samtidig føles det også, som om jeg bare skriver til mig.
Jeg har ikke rigtig fortalt nogle om det her sted til mine tanker, for så er der jo en risiko for, at de går ind, og tjekker alle mine skøre tanker ud, og så er der jo en chance for, at de ser mig anderledes. At de griner af mig, når jeg ikke er der.
Jeg er flov og stolt over mit arbejde på en og samme tid. Jeg elsker det, jeg skriver, ellers ville jeg ikke udgive det, men det er jo netop det, der gør det så "farligt" for mig. For hvis mennesker jeg kender, lige pludselig ikke kan lide mit arbejde hvad så?
Skal jeg så forsætte? Eller vil det bare være beviset på, at min værste frygt taler sandt?
Jeg synes faktisk, at det er farligt at drømme. Når du drømmer, forventer du. Når du forventer, bliver du let skuffet.
Der er så mange ting jeg vil og der er så mange ting jeg ikke tør.
Jeg vil være en forfatter. En blogger. En YouTuber. En BookTuber (for ja de laver to meget forskellige ting, for den ene snakker om bøøøøøger!).
Jeg vil gerne ind på forfatterskolen. Og det er netop der, det klapper for mig. For jeg har allerede en punkt liste, som ligesom gerne skulle lede til udførelsen af drømmen right. Og det næste punkt er egentlig at komme ind på forfatterskoen, i mens jeg går i gymnasiet. Men hvis jeg ikke kommer ind på den skole, har jeg allerede fejlet. Og hvad så hvis jeg kommer ind på den skole? Det sikre ikke succes senere i et forfatterliv. Livet er fuld af så mange hvis´er. Og jeg er bange for at putte mig selv derud, så de hvis´er kan blive besvaret.
Og så er det at man kigger rundt. Man ser mennesker på ens egen alder eller et par år ældre, der allerede har så meget succes i deres liv. Der allerede opfylder deres drømme. Og så kigger man på sig selv, og man er stadig bare en femten-årig pige, der bare går i folkeskolen.
Og efter skolen kommer den nye skole.
Og efter den skole kommer den nye uddannelse.
Og efter det kommer et job.
Og sådan kunne det meget vel forsætte, indtil man bare er en del af befolkningen. En del af dem der bare har et arbejde. En del af dem der havde drømme, der bare forbliver at være drømme.
Hvordan får man succes? Og hvordan får man mod til at sætte sig selv derud? Bliver man nogensinde klar til det, eller springer man bare? Skriver jeg til ingen lige nu eller tusindvis?
Jeg ved ikke engang, hvad der ville skræmme mig mest: at tusindvis læste mine ord, eller at ingen gjorde det?
Måske skulle man bare prøve at springe. Og håbe at man lander et godt sted.
